Spring til indhold

Historie, kultur og samfund

Argentina er et demokratisk samfund bygget omkring en europæisk kulturarv, værdier, traditioner og skikke. Det giver sig til udtryk i det argentinske uddannelsessystem, kunst scenen, arkitekturen og sportstraditioner.

Ved spaniernes ankomst til Amerika i 1492, var den indfødte befolkning, i områderne der senere blev til Argentina, sammensat af mange forskellige grupper af indianere. Størstedelen var jægere og samlere, der blev undertvunget af kolonimagten, mens andre fortsatte en langvarig modstand mod spanierne. 

I 1516 trængte spanierne frem til området omkring Rio de la Plata, der officielt hørte under den spanske konges vicekongedømme i Peru. I 1776 blev hovedsædet for vicekongedømmet oprettet i Buenos Aires, der på det tidspunkt også omfattede territorierne Uruguay, Paraguay og Bolivia. 

Landet selvstændighedsbestræbelser begyndte i 1810. Efter maj revolutionen samme år, samledes der for første gang en uafhængig regering den 25. maj, og den 9. juli 1816 erklærede Argentina sig uafhængig af Spanien. I 1853 blev der vedtaget en forfatning, men først i 1880 blev landet til en føderal republik med Buenos Aires som hovedstad. Siden da fik Argentina en vigtig rolle i verdensøkonomien, som nøgleeksportører af landbrugsprodukter. For at kunne tilgodese den stigende internationale efterspørgsel på landbrugsprodukter, måtte Argentina inddrage mere landbrugsjord fra de indfødtes områder. Dette medførte en betydelig udryddelse af de indianerstammer der gjorde modstand.

Arbejdskraften til landbrugsudviklingen kom med den europæiske immigration, hvor landmænd flokkedes til den frugtbare pampas for at søge job. Fra sidst i 1860’erne til midten af 1910’erne oplevede Argentina en firedobbelt vækst i befolkningen, hvor mange landmænd bosatte sig på landet, og dyrkede afgrøder og kvægproduktion. Argentina oplevede en enorm økonomisk vækst i de 43 år der ledte op til første verdenskrig, hvor landets BNP havde en storslået årlig vækst på 6%.

Med tiden bosatte flere af indvandrerne sig i den hurtigt voksende havneby Buenos Aires. Argentina er det andet land i verden, som har modtaget flest europæiske indvandrere, primært fra Italien og Spanien. Derudover var det mange danskere (ca. 13.000) der valgte at immigrere men ikke alle endte med at slå rødder. Som pioner for den danske immigration, specielt fra Lolland, Falster og Møn, nævnes ofte Hans Fugl, som bidrog aktivt i opbygningen af lokalsamfundet i Tandil.