Spring til indhold

Stillingsopslag: Akademisk medarbejder

09.08.2017  15:53

Den danske ambassade søger akademisk medarbejder

Stilling:
Administrativ, politisk og public diplomacy medarbejder til fastansættelse på lokal kontrakt
Ansøgningsfrist: Tirsdag den 22. august 2017, kl 12.00
Ansættelsessted: Den danske ambassade i Buenos Aires, Argentina
Besættelse fra: 1. oktober 2017

Den danske ambassade søger en engageret, fleksibel og udadvendt akademisk medarbejder med opgaver inden for administration, politik og public diplomacy. Der er tale om en alsidig stilling på en dynamisk mindre arbejdsplads, hvis hovedformål er at fremme danske interesser i Argentina, Paraguay og Uruguay. Medarbejderen vil tillige indgå i ledelsesteamet med den udsendte ambassadør og souschef.

Der ønskes tiltrædelse den 1. oktober 2017 eller snarest derefter. Ansættelse vil ske på lokale ansættelsesvilkår.

Stillingsbeskrivelse

Du vil blive en del af en travl ambassade, hvor dine mangeartede opgaver blandt andet vil omfatte:

•Administration, herunder både overordnet planlægning og detaljeorienteret opgaveløsning. Du skal stå for generel kvalitetssikring og vil have særligt ledelsesansvar for medarbejderne inden for regnskab og konsulæropgaver.
•Skriftlig analyse af og indberetning om den politiske og socioøkonomiske udvikling i Argentina, Uruguay og Paraguay, herunder det regionale perspektiv og forholdet til EU.
•Ansvar for ambassadens kultur- og public diplomacy-arbejde, herunder tilrettelæggelse af den generelle strategi samt udførelse af konkrete projekter.

Desuden vil der forekomme en lang række tværgående opgaver, herunder et tæt samarbejde med ambassadens handelsafdeling, og du forventes i det hele taget at bidrage til det gode samarbejde på ambassaden.  

Kvalifikationer

 Vi søger en ansvarlig, resultatorienteret holdspiller med fortrinsvis følgende kvalifikationer:
•Relevant uddannelsesmæssig baggrund
•Relevant arbejdserfaring. Ledelseserfaring er en fordel, herunder evnen til at håndtere pressede situationer
•Evne til at arbejde struktureret med udvisning af god forvaltningskik i den konkrete sagsbehandling
•Udadvendt og god til at skabe og opretholde netværk
•Kendskab til og interesse for den politiske situation i regionen samt i Danmark
•Gode sprogkundskaber, herunder vil beherskelse af dansk, engelsk og spansk på akademisk niveau i både skrift og tale være en fordel
•Innovativ og fleksibel

 Ansøgning

Ansøgere bedes fremsende CV og motiveret ansøgning inkl. relevante dokumenter og foto senest den 22. august 2017, kl. 12.00, til ninols@um.dk. Venligst noter “ akademisk medarbejder” i emnefeltet.

 

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte ambassadens akademiske medarbejder, Nina Skyhøj Olsen på ninols@um.dk 

Den danske ambassade ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge.

Om ambassaden

Danmarks ambassade i Argentina er en mindre ambassade med 10 medarbejdere, som dækker en bred portefølje af opgaver fra politik, eksportfremme til konsulære opgaver. Ud over Argentina dækker ambassaden også Paraguay og Uruguay. Yderligere information om ambassadens arbejde kan findes på ambassadens hjemmeside.