Spring til indhold

Argentinas nye regering lancerer en række tiltag for at liberalisere økonomien

27.01.2016  19:25

 ""

Argentinas nye præsident, Mauricio Macri, fra den politiske koalition Cambiemos (Lad os forandre) har siden sin tiltrædelse den 10. december taget en række skridt for at fremme udenrigshandlen og tiltrække investeringer til Argentina.

Et af de første tiltag fra Macri var at løfte valutakontrollen – de såkaldte cepo restriktioner – der blandt andet begrænsede muligheden for at føre overskud ud af landet. Samtidig blev privatpersoner og selskabers adgang til udenlandsk valuta liberaliseret, således at der nu kan købes op til 2 millioner USD månedligt, hvor adgangen til dollars tidligere var strengt begrænset.

Macri har derudover indført et nyt system, hvor det er blevet nemmere og hurtigere at få en automatisk importlicens. Det nye SIMI- system erstatter det tidligere DJAI- system, der blev kendt i strid med Argentinas forpligtelser over for World Trade Organisation.

Den nye regering har ligeledes fjernet de høje eksportafgifter for alle landbrugsafgrøder og kødvarer og man har derudover fjernet regionale eksportafgifter. For soya, som er en af Argentinas vigtigste afgrøder, er afgiften dog blot reduceret fra 35% til 30%. Hensigten bag er at øge eksporten og samtidig forbedre landets valutareserve, der er på det laveste niveau siden 2006.

Senest deltog præsidenten sammen med en oppositionsleder, sin udenrigsminister Malcorra og Finansminister Prat-Gay i World Economic Forum i Davos under stor bevågenhed fra internationale medier som den første argentinske præsident i 12 år. Her mødtes Macri med statsledere og forretningsfolk fra hele verden for at signalere at Argentina ønsker at øge samhandlen og tiltrække nye investeringer til landet. Han lagde derudover under mødet op til, at der snarest muligt findes en løsning på den såkaldte hold- out konflikt, der udelukker Argentina fra det internationale finansmarked. Macri har genoptaget forhandlingerne, efter at de i længere tid har ligget stille. Hans velvillighed i forhandlingerne markerer et skifte fra den tidligere regering, der har været tilbageholdende i forhandlingerne med kapitalfondene.