Spring til indhold

Før rejsen til Argentina

Kommer du til Argentina på ferie? Skal du blive i Argentina for en kort arbejdsperiode? Hvordan undgår man tricktyverier? Kommer du for at bosætte dig? Er der særligt høje priser for turister? Når du læser videre, finder du en række nyttige oplysninger.

 

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Turistinformation

På Argentinas turistministeriums hjemmeside kan du finde en stor mængde nytte information til planlægning af din rejse til Argentina.

http://www.turismo.gov.ar/

Særligt høje "turistpriser"

På mange hoteller, ved indenrigsflyninger i Argentina, i nationalparker og museer m.v. må turister betale en væsentlig højere pris end personer bosiddende i Argentina eller de omkringliggende lande. Priserne for turister kan i visse tilfælde være dobbelt så høje. Se yderligere herom under Flyforbindelser nedenfor.

På mange hoteller, ved indenrigsflyninger i Argentina, i nationalparker og museer m.v. må turister betale en væsentlig højere pris end personer bosiddende i Argentina eller de omkringliggende lande. Priserne for turister kan i visse tilfælde være dobbelt så høje.

Finansielle forhold

Møntenheden er argentinske pesos. Det anbefales at medbringe US dollars på rejsen som valuta, som kan veksles i vekselkontorer og på hoteller, men kun vanskeligt i banker. Af kreditkort er VISA og Master Card meget udbredt, og i de store byer og turistområder kan der hæves kontanter i de såkaldte "cajeros automaticos" (hæveautomater). Vær dog opmærksom på, at man med et VISA kort typisk kun kan hæve kontanter på op til 1.000 pesos pr. gang, hvilket betyder, at man skal betale gebyr for hver transaktion, mens man med et Master Card typisk kan hæve helt op til 3.000 pesos pr. dag.

Nogle danske turister har henledt ambassadens opmærksomhed på, at de har fået falske 50 og 100-pesos-sedler bl.a. i restauranter, taxaer, butikker og hæveautomater. Hvorfor man bør være opmærksom, når man betaler og modtager byttepenge.

VISA- og Master Card-kreditkort kan ligeledes bruges som betalingsmiddel i de fleste forretninger, restauranter og hoteller. American Express er også udbredt. Pas (eller kopi af pas) afkræves ofte som legitimation ved kreditkortkøb. I landområder er kreditkort svære at benytte. Dollars kan veksles til pesos i banker og på vekselkontorer ("casas de cambio"). Der betales intet vekselgebyr, men kursen varierer. Om end US dollars kan benyttes mange turiststeder, anbefales det at veksle et mindre beløb til argentinske pesos.

 

 

Tidsforskel og vejr

 Argentina er 5 timer bagud ved dansk sommertid og 4 timer bagud ved dansk vintertid. Temperatur i Buenos Aires: Sommeren strækker sig fra november til marts med temperaturer mellem 25-38º samt høj luftfugtighed. Vintermånederne juni - august incl. har temperaturer mellem 6-12º. Forår og efterår med en del nedbør og temperaturer mellem 12 og 25º.

Kriminalitet

Buenos Aires er en af Latinamerikas største byer og kriminaliteten er stigende. Se også nedenfor under "Transport" vedr. taxier og vær opmærksom på det omsiggribende sennepstrick (venlige mennesker gør en opmærksom på, at man har fået snavs på tøjet, og de søger straks at hjælpe en med at fjerne det, samtidig med at de som regel ubemærket fjerner ens tegnebog m.m.) Tilbud om denne form for hjælpsomhed bør omgående og håndfast afvises.

Det anbefales på det kraftigste ikke at bære kostbare ure (f.eks. Rolex) og smykker på gaden. Ambassaden har kendskab til talrige eksempler på, at kriminelle ved at spørge, hvad klokken er, kan konstatere, om der er tale om et kostbart smykke eller ur. Disse kriminelle er professionelle "spottere", som på få sekunder kan se om der er tale om en værdifuld genstand. Er dette tilfældet bliver man "skygget", hvorefter typisk andre kriminelle på et senere tidspunkt voldeligt forsøger at frarøve det kostbare ur for herefter at flygte pr. scooter eller motorcykel.

Det anbefales også at lade det originale pas blive i værdiboksen på hotellet, og kun have en kopi af passet på sig. Ligeledes anbefales det ikke at have mange penge på sig. Et beløb på ca. 500 pesos er passende. Undlad at medbringe ID-papirer, kreditkort, billetter mv. under sight-seeing ture.

Almindelige åbningstider

Banker holder generelt åbent fra mandag til fredag klokken 10.00 til 15.00. Vekselkontorer holder som hovedregel lidt længere åbent. Store forretninger og supermarkeder holder normalt åbent hele ugen incl. søndag fra klokken 10.00 til 19.00-21.00. Mindre forretninger har samme åbningstider fra mandag til fredag (siesta 14.00-16.00/16.30), men lukker klokken 14.00 om lørdagen og holder lukket om søndagen. Markeder åbner som regel lidt tidligere og lukker med butikkerne.

Elektricitet

Som i Danmark: 220 v / 50 Hz. Strømafbrydelser kan forekomme. Smalle runde danske stik kan anvendes de fleste steder.

Telefon/telefax/e-mail

Mobiltelefoni er udbredt i Argentina, om end den bedste dækning stadig kun findes i byområder. Europæiske tri- eller quadroband mobiltelefoner kan anvendes. Mobil datatransmission via EDGE eller 3G på danske mobilabonnementer fungerer ikke i Argentina, da danske mobiltelefonselskaber ikke har dataroamingaftaler med argentinske mobiltelefonselskaber.

Lokale, nationale og internationale opkald:
Telefonnumre i Buenos Aires har otte cifre. Lokale opkald kræver ikke noget områdenummer, undtagen i tilfælde hvor der ringes til mobiltelefoner (præfiks 15 og derefter indtaste de 8 cifre). Til opkald uden for Buenos Aires, er du nødt til at taste 0 og derefter områdenummer og lokal nummer. For dem, der ønsker at ringe til Buenos Aires fra udlandet skal der tastes  (+54 11) for fastnet, eller (+54 9 11) for mobiltelefon.

Internet-cafe:
I alle dele af byen findes der internet cafeer, der tilbyder telefonopkald og internetadgang. Opkald bliver opkrævet efter destination og varighed, mens Internet adgang normalt betales for 15 minutter af gangen.

Hver opmærksom på, at det kan være meget dyrt at ringe til Danmark fra Argentina på en dansk mobiltelefon. Ofte 15-20 kr. i minuttet. Telefax benyttes stadig meget i Argentina. Internet er udbredt og findes på de fleste større hoteller. Mange cafeer og restauranter har også WIFI. Hastigheden er dog langsom sammenlignet med europæiske/nordamerikanske standarder. Antallet af internet-cafeer i alle byer vokser støt.

Transport

Prajer man en taxa på gaden, anbefales det, at man sikrer sig, at det er en radio-taxa. Ved ankomst til lufthavnen eller fra hotellet anbefales det at tage en "remis". Den kører uden taxameter men til en på forhånd fast, aftalt pris.

Argentinsk politi forlanger besiddelse af internationalt kørekort ved kørsel i Argentina. Det internationale kørekort gælder i et år, og skal rekvireres hos borgerservice i den pågældende kommune inden afrejse fra Danmark.

Bustransport over længere afstande er meget udbredt og findes i mange pris- og kvalitetsniveauer.

Togtransport findes primært som lokaltransport i og omkring de større byen, mens regionale togforbindelser er meget sporadiske.

Flyforbindelser

Lufthavnen i Buenos Aires beflyves bl.a. af alle større europæiske flyselskaber, dog ikke direkte fra Danmark. Der findes et veludviklet net af indenrigsruter, men med forholdsvis høje billetpriser.

Priserne på indenrigsflybilletter afhænger af, hvor man har fast ophold. Flyselskaberne har lov til at tage en noget højere pris for turister end for lokale. For udlændinge, som ikke kan fremvise argentinsk, boliviansk, chilensk, uruguayansk, paraguayansk eller brasiliansk identitetskort, vil disse billetpriserne være mellem 20-30% højere. 

Forsinkelser i indenrigslufthavnene forekommer ofte. Skal man rejse rundt i Argentina med fly, kan det pga. prisen anbefales at arrangere rejsen hjemmefra. De mest udbredte flyselskaber i Argentina er Aerolineas Argentinas, Austral, TAM og LAN.

Ved internationale flyvninger fra Buenos Aires' to lufthavne er lufthavnsafgiften ofte inkluderet i billetprisen. Ved internationale flyvningen fra argentinske provinslufthavne betales der ofte lufthavsafgift separat. Tilsvarende gælder i visse provinslufthavne ved indenrigsflyvninger. Beløbet afhænger af destinationen og kan betales kontant i enten argentinske pesos, USD eller EURO eller via kreditkort.

Syge- og sundhedsforhold

Argentina hører ikke til blandt de lande, der er omfattet af den offentlige sygesikring, hvorfor det ved rejse til Argentina stærkt tilrådes at tegne særskilt rejsesygeforsikring, også omfattende hjemtransport i tilfælde af tilskadekomst eller alvorlig sygdom. Udlandsvaccinationen (tlf: 32 68 32 64) hos Statens Seruminstitut bør endvidere kontaktes i god tid før afrejse med henblik på evt. vaccination.

Man kan ikke komme hjem på ambassadens regning...

Men ambassaden kan hjælpe i mange situationer, hvor danske statsborgere udsættes for problemer i Argentina og får behov for bistand eller vejledning. For nogle ydelser skal betales gebyr efter regler fastsat af Udenrigsministeriet. 

Er man uheldig at miste sit danske pas, kan ambassaden og de danske konsulater udstede et provisorisk pas, som gælder ved udrejse fra Argentina og indrejse i landene i Syd- og Mellemamerika samt Europa - men det provisoriske pas gælder IKKE for indrejse i USA, før pasindehaver har fået et visum, som kan søges på de amerikanske ambassader.

Korruption

Ifølge Transparancy Internationals korruptions indeks 2014 ligger Argentina som nummer 107 ud af 179 lande med en ranking på 34 (0 er meget korrupt og 100 er ikke korrupt) og i Nord- og Sydamerika ligger Argentina blandt de 10 mest korrupte lande ud af 31.

Den argentinske regering prioriterer bekæmpelsen af korruption, men ovenstående tal viser, at effekten endnu ikke synes mærkbar. En undersøgelse lavet i 2013 af International Business Times viser, at 72% af de udspurgte argentinere mente, at korruption I Argentina har steget i det foregående år.

Ifølge en rapport fra World Economic Forum Global Competitivenesss, 2013-2014, er det almindeligt for virksomheder at foretage uregelmæssige betalinger eller bestikkelser i forbindelse med import og eksport, ved offentlige udbud, ansøgning om tilladelser og licenser, indfortoldning, årlig skattebetaling osv. Derudover, viser rapporten at korruption er rangeret som den tredje mest probelmatiske faktor for at drive forretning i Argentina, efter inflation og udenlandsk valuta reguleringer.

Danske virksomheder opfordres til at forberede sig på at møde eventuelle krav om korruption ved f.eks. at udarbejde eller styrke interne virksomhedspolitikker, procedurer og retningslinjer på området samt opfordre områdeansvarlige medarbejdere til at udøve en høj code of conduct.

Ambassaden i Buenos Aires kan være behjælpelig med at rådgive danske virksomheder på dette område. Se under Eksportrådet.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind