Spring til indhold

Dansk statsborgerskab

Reglerne for dansk statsborgerskab (indfødsret) kan findes på Udlændinge- og Integrationsministeriets (UIM) hjemmeside.

Der kan du bl.a. læse om automatisk erhvervelse af dansk statsborgerskab, bortfald af dansk statsborgerskab, ansøgning om bevis for dansk statsborgerskab og ansøgning om bevarelse af dansk statsborgerskab.

På denne side har vi begrænset os til de to regelsæt, vi oftest får spørgsmål om:
◾Dobbelt statsborgerskab
◾22-års reglen

Dobbelt statsborgerskab

I December 2014 vedtog Folketinget Nye regler om dobbelt statsborgerskab. Reglerne fremgår af lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret. Loven er trådt i kraft den 1. september 2015. Hovedelementerne omfatter blandt andet:

1) Ophævelse af indfødsretslovens bestemmelser om, at erhvervelse af dansk indfødsret er betinget af, at statsborgerskab i andre stater derved mistes og at dansk indfødsret fortabes ved erhvervelse af et fremmed statsborgerskab

2) En 5-årig overgangsordning, som giver tidligere danske statsborgere, der har mistet deres danske statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af fremmed statsborgerskab, mulighed for at generhverve det danske statsborgerskab ved afgivelse af erklæring.

Udlændinge- og Integrationsministeriet (UIM) har ressortansvaret, mens Statsforvaltningen står for den daglige sagsbehandling vedrørende generhvervelse ved erklæring. Du kan læse mere om loven på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

Hvordan søger jeg om at generhverve dansk statsborgerskab?

Man søger om at generhverve sit danske statsborgerskab ved at indsende en erklæring direkte til Statsforvaltningen - også fra udlandet. På Statsforvaltningens hjemmeside er der information og vejledning om de nærmere regler. Ansøgningsskemaer og betalingsformular finder du her.

For vejledning og uddybende spørgsmål kan Statsforvaltningen kontaktes på telefon: +45 72 56 70 00 eller via www.statsforvaltningen.dk/kontakt

Hvordan får jeg et dansk pas?

Du vil kunne søge om et dansk pas, når Statsforvaltningen har behandlet din sag og du har modtaget dit bevis for dansk statsborgerskab. Information om, hvordan du søger om dansk pas, findes her. 

 

 

22-års reglen - Bevarelse af dansk statsborgerskab

Danske statsborgere, der er født i udlandet og aldrig har boet i Danmark eller opholdt sig i landet under forhold, der tyder på samhørighed, taber som udgangspunkt deres danske statsborgerskab ved det fyldte 22. år. Det er imidlertid muligt at bevare sit danske statsborgerskab, hvis man opfylder visse betingelser. Man vil i det tilfælde modtage et dansk indfødsretsbevis som bevis for det danske statsborgerskab.  22-års reglen fremgår af indfødsretslovens § 8.

BEVARELSE AF DANSK INDFØDSRET

Hvis man er mellem 20 og 22 år, kan der søges om bevarelse af dansk indfødsret. Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet bevarer man sit danske statsborgerskab, hvis en af nedenstående betingelser er opfyldt:

1. Bopæl i Danmark inden det fyldte 22. år
 Ifølge de danske myndigheder er bopælsbetingelsen i praksis opfyldt, hvis man kan dokumentere at have haft en opholdsadresse i Danmark i mindst tre sammenhængende måneder inden det fyldte 22. år. Det er et krav, at bopælen er registreret i det centrale CPR-register.

2. Ophold i Danmark inden det fyldte 22. år
Ophold i Danmark under forhold, der tyder på samhørighed, er ifølge de danske myndigheder opfyldt, hvis man forud for det fyldte 22. år har opholdt sig i Danmark i mindst et år.

I de tilfælde hvor mindst en af de to ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, kan det stadig være muligt at bevare sit danske statsborgerskab. Indfødsretskontoret ved Udlændinge- og Integrationsministeriet behandler alle ansøgninger individuelt og vil i tilfælde, hvor mindst en af de to ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, også lægge nedenstående kriterier til grund for deres beslutning:

◾Den totale længde af opholdene i Danmark (er det tæt på et år)
◾Tyder besøgene på en fortsat samhørighed med Danmark. Dvs. fandt de sted for mange år siden, eller ligger opholdene relativt tæt på det fyldte 22. år.
◾Hvor mange gange har man besøgt Danmark
◾Kendskab til det danske sprog
◾Tilknytning til Danmark gennem kontakt med fx danske familiemedlemmer eller danske klubber i Argentina, m.m. 

Din ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret skal være ambassaden eller Udlændinge- og Integrationsministeriet i hænde senest dagen inden det fyldte 22. år. Hvis man søger efter det fyldte 22. år, skal der søges om bevis for dansk indfødsret.

HVORDAN ANSØGER JEG

Step 1: Udfyld ansøgningsskema og betal gebyr
Et udfyldt ansøgningsskema og betaling af gebyret på 1200 kr. er en betingelse for, at ansøgningen kan sendes til Indfødsretskontoret ved Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Betalingsinformation i form af registrerings- og kontonummer kan findes på ministeriets hjemmeside her.

Bankens adresse er som følger:

Danske Bank, Statens betalinger
 Girostrøget 1
 0800 Høje Taastrup

Husk at dit CPR nummer skal være inkluderet sammen med betalingen.

Vær venligst opmærksom på at ovenstående oplysninger var korrekte pr. 1. januar 2016. Det anbefales at du verificerer disse oplysninger hos myndighederne i Danmark, da der kan ske ændringer uden at ambassaden orienteres.

Step 2: Medfølgende dokumenter
 En tjekliste over medfølgende dokumenter kan findes i afsnit 5 af ansøgningsformen.

Vi gør opmærksom på, at det er dit ansvar at sørge for, at al nødvendig dokumentation er vedlagt din ansøgning. Vi anbefaler kraftigt, at du kontakter Indfødsretskontoret ved Udlændinge- og Integrationsministeriet for at sikre, at du vedlægger korrekt dokumentation. Manglende dokumentation kan resultere i forsinkelse eller afslag på din ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret.

Vi gør opmærksom på, at hverken den danske ambassade eller de danske konsulater kan gøres ansvarlig, hvis din ansøgning forsinkes eller afvises som følge af mangelfuld dokumentation. 

Step 3: Send ansøgningen
 Ansøgningsskema og medfølgende dokumenter kan sendes direkte til Indfødsretskontoret ved Udlændinge- og Integrationsministeriet på følgende adresse:

Indfødsretskontoret
 Udlændinge- og Integrationsministeriet
 Slotsholmsgade 10
 DK-1216 København K
 Denmark

Du kan også sende din erklæring gennem den danske ambassade eller et af de danske konsulater. Hvis du vælger at sende din erklæring på denne måde, skal vi gøre opmærksom på, at du skal betale et ekstra administrationsgebyr der, hvor du indleverer din erklæring. Administrationsgebyret vejledning findes her.

Administrationsgebyret dækker ambassadens eller konsulatets arbejde som følger:

◾Modtagelse af ansøgningsskema og tilhørende dokumenter. Ambassaden eller konsulatet signerer og daterer ansøgningsskemaet. Ambassaden og konsulaterne er ikke ansvarlig for at checke indholdet i ansøgningsskemaet eller de tilhørende dokumenter.
◾Kvittering.
◾Forsendelse til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
◾Modtagelse af beslutning fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
◾Overdragelse eller forsendelse af beslutning til ansøger i henhold til aftale og betalt for af ansøger.

Hvis sagsbehandling er påkrævet, for eksempel hvis der mangler dokumenter eller Indfødsretskontoret har yderligere spørgsmål til ansøger, betaler ansøger et separat timegebyr jf. ovennævnte gebyrsatser.

SPØRGSMÅL
 Spørgsmål og forespørgsler skal stilles direkte til Indfødsretskontoret.
 Tlf.: +45 72 26 87 00. Telefontiderne kan findes her (dansk tid).
 Email: uim@uim.dk.